'Gøgereden' er en af de sjældne film, som faktisk fungerer bedre end bogforlægget ¿ Ken Keseys bestseller af samme navn. Hovedpersonen er den voldtægtssigtede Randall McMurphy (en fænomenal Jack Nicholson), som foregøgler at være så uligevægtig, at han må anbringes på en psykiatrisk institution i stedet for fængsel. Her får han pustet lidt liv i de andre patienter, men styrer også målrettet mod afgrunden: en konflikt med oversygeplejersken (så intimiderende spillet af Louise Fletcher, at "en Nurse Ratched" er blevet et begreb i sig selv). 'Gøgereden' var den første siden Frank Capras 'Det hændte en nat' (1934), som vandt de fem "store" Oscars: for bedste film, bedste manuskript (adapted screenplay), bedste instruktør, bedste mandlige hovedrolle og bedste kvindelige hovedrolle.