I action-filmen ’Taken 3’ vender Liam Neeson tilbage som den tidligere CIA-agent Bryan Mills. Siden han trak sig tilbage fra felten, har den handlekraftige mand to gange måttet trække på sine evner for at redde sin familie fra skruppelløse bagmænd. Mills ser nu frem til mere fredelige tider med sin ekskone og datter, men drømmen forvandles hurtigt til et mareridt, da han bliver falsk anklaget for et brutalt mord. Mens den forhenværende agent tvinges på flugt fra den amerikanske regering, må han samle al sin styrke for at finde den egentlige gerningsmand. Liam Neeson indtager atter rollen som den yderst kompetente Bryan Mills - en karakter der har gjort den 62-årige irer til en af tidens mest populære action-stjerner. Neesons star power fornægter sig ikke, og de to foregående film har samlet indspillet over 600 mio. dollars på verdensplan. Olivier Megaton vender tilbage som instruktør efter sit arbejde på Taken 2, og filmen er skrevet og produceret af den ihærdige Luc Besson. I rollerne som Mills’ datter og kone ses igen Maggie Grace og Famke Janssen, mens Forest Whitaker tilslutter sig serien som repræsentant for ordensmagten.