EditHellhole (2019)

Det var Donald Trump, der kaldte Bruxelles for et ‘hellhole’, men inden da, var Bas Devos allerede dybt nede i historien til sin anden spillefilm om tre vidt forskellige fremmede, der som tusinder af belgiere og immigranter forsøger at skabe et hjem i den mangefacetterede by, den amerikanske præsident lagde for had. Da lufthavnen i Bruxelles og en metrostation i centrum blev ramt af terrorangrebene i marts 2016 skrev begivenheden sig uundgåeligt ind i manuskriptet. De blev isbjergets synlige top for et europæisk samfund, der kæmper med at håndtere de globale politiske spændinger, der skaber frygt og had i gaderne. ‘Hellhole’ havde premiere på årets Berlinale i februar, og bare tre måneder senere, til Cannes i maj, var Devos klar med sin næste film og nok et portræt af den diverse virkelighed på gadeplan i EU’s hovedstad. Hans hyperaktuelle og meget cinematiske fortællinger gør ham til en af europæisk films vigtigste stemmer lige nu, og derfor er Bas Devos WEEKENDs første Young Master. Du kan opleve både ‘Hellhole’ og ‘Ghost Tropic’ på festivalen og møde Devos i samtale om sit værk med den danske instruktør Rasmus Kloster Bro. Samtalen følger visningen af ‘Hellhole’, instruktørens mosaiske portræt af tre fremmede personer, der strejfer hinanden og forsøger at finde identitet, hjem og mening i Bruxelles efter terrorangrebene. En flamsk doktor (Willy Thomas), hvis søn er jagerpilot i Mellemøsten, tvinges til at konfrontere sin ensomhed. En ung mand med algerisk baggrund (Hamza Belarbi) beder sin bror om en mistænkeligt enkel tjeneste. Og en italiensk kvinde (Alba Rohrwacher), der arbejder som tolk i Europa-Parlamentet, mister langsomt kontrollen over hendes ellers kontrollerede liv. Devos forsøger ikke at analysere eller forklare terroren i Europa, men snarere at reflektere over manglen på svar. Over den ensomhed og usikkerhed, det kan give, når vi helt ind på livet skal forholde os til følgerne af globale konflikter, immigration og søgen efter egen identitet. Han arbejder både i indhold og æstetik med intimitet, isolation, skrøbelighed, lys og mørke. Og fordi han skriver filmisk, er der en imponerende ro og sikkerhed i hver en scene, hvor det distancerede kamera diskret lukker os ind i personernes liv og lader os mærke deres tvivl. Deres søgen efter mening og deres bestræbelser på at gøre livet i helvedshullet til et fælles hjem.