Forfriskende og forførende kulinarisk komedie med Jean Reno i topform som den tre-stjernede Michelin-kok Alexandre Lagarde, der har problemer med restaurationens ejerkreds, som vil ændre på konceptet og sende superkokken hen, hvor peberet gror, hvis de får chancen. Samtidig er han ved at løbe tør for nye geniale idéer til sit imponerende menukort og det varer ikke længe før anmelderkorpset lægger vejen forbi med kridtet notesblok. Det ser med andre ord temmelig sort ud for Alexandre, men så en dag møder han Jacky: En dedikeret mand, der brænder for køkkenets lyksaligheder - og pludselig øjnes et helt nyt samarbejde, hvor der koges ekstra godt op under både gryder og temperamenter. Alexandre og Jacky er som nat og dag og den ene mindst lige så stædig som den anden. Instruktøren Daniel Cohen har også selv skrevet manuskriptet til ”Kokken” og det er hans tredje film i instruktørstolen, men er ellers som Michaël Youn primært skuespiller.