SMUK OG BRUTAL HISTORIE INSPIRERET AF ET AF DE MØRKESTE KAPITLER I DANMARKSHISTORIEN. Året er 1836, og den unge botaniker Wulff (Jacob Oftebro) bliver sendt et år til Afrika af den danske konge for at tilse arbejdet med en kaffeplantage. Bag sig har han sit livs store kærlighed, foran sig har han et eventyr, der vil føre ham ind i ukendt land, og som vil ændre hans unge liv for altid. Slavehandlen er for længst ophørt ved de danske handelsforter på Guldkysten, men der går ikke længe, før Wulff bliver vidne til lyssky, illegale handler med hundredevis af slaver, der sejles bort i ly af natten. Samtidig oplever Wulff, at hans plantager bliver hærget af de indfødte selv, og han føres på sporet af en større konspiration, som viser sig at trække tråde helt ind i guvernementets inderste. Sammen med blandt andre Danica Curcic yder Oftebro en kraftpræstation helt uden sidestykke i Daniel Denciks sansemættede film, der dykker ned i et stykke glemt Danmarkshistorie.