'Familien Bélier' handler om teenagepigen Paula Bélier, der bor sammen med sin mor, far og bror, der alle er døve. Den alternative opvækst, som eneste familiemedlem med en hørelse, har aldrig forhindret Paula i at leve et godt liv, selvom meget af hendes tid er gået med at hjælpe til på familiens gård og fungere som tolk. En dag finder Paula ud af, at hun besidder et unikt sangtalent, og pludselig har den unge pige et nyt mål med tilværelsen. Samtidig møder hun skolens nye smarte dreng, der ligesom hende selv drømmer om at komme ind på en prestigefyldt musikskole. Paula begynder at øve sig til optagelsesprøven i Paris, men beslutter sig for at holde det hemmeligt for sin familie. Komedie-dramaet 'Familien Bélier' har vundet internationale publikumspriser for sin sammenblanding af skæv komik og dybtfølte scener. Hovedkarakteren Paula spilles af Louane Emera, der vandt den franske udgave af talentprogrammet The Voice.