EditMa sai ke shao nv (2019)

Første gang vi møder 14-årige Ying, er hun ved at prøve et par briller. For Ying er frygtelig nærsynet. Hun har svært ved at stille skarpt på verden, og verden har svært ved at stille skarpt på hende. Folk ser mest hendes mave, for Ying er blevet gravid og udpeger sin lærer som voldtægtsmand. Hendes far vender hjem fra sit oversøiske job for at søge retfærdigheden, men trods løfter om tilbundsgående undersøgelser fører hverken skolens eller politiets indsats øjensynligt nogen vegne. Journalisten Jia fatter interesse for sagen, men også han opgiver at finde ud af den rebelske teenager og hendes trodsige liv og slår sig som resten af landsbyen til tåls med at svaret må vente, til barnet bliver født. Zhai Yixiangs smågeniale ‘Mosaic Portrait’ er bygget op som en fortættet lille whodunnit, men i virkeligheden er instruktøren ikke nær så interesseret i skyldsspørgsmålet, som alle de nævenyttige landsbybeboere er det. Han er interesseret i Ying, og i alle de mange mænd - far, lærer, inspektør, politi, journalisten - der betragter pigen fra hvert deres forudindtagede synspunkt uden for alvor at se hende. Det er de mange, mandlige blikke, der tilsammen danner titlens mosaiske portræt af Ying, som med sin trodsige adfærd måske nok ønsker at blive set og genkendt, men som i stedet isoleres i en afgrund af fremmedgørelse. Indtil Yixiang i filmens sidste akt med overbevisende effekt drejer fokus rundt og lader Ying få synsvinklen. Den 31-årige instruktør leger i det hele taget med synet og udsynet, mens han selv med røntgen-agtig skarphed betragter det lille samfund, hvor bjergenes konstante tåge smyger sig symbolsk om handlingen. Med sikker sans for atmosfæriske billeder - filmen ser drønlækker ud i sit scopeformat - har Yixiang skabt et moderne, oprørsk samtidsdrama, der fanger den tavse konflikt mellem de, der betragter, og de, der udstilles. Mellem traditionerne og moderniteten, mellem generationerne, og mellem dem alle og de unge seje kinesiske kvinder, der begynder at se sig selv.